Om husene og grunden
Husene er ejerboliger med egen matrikel. Husenes grundplaner er i 3 forskellige størrelser.
Alle er forskelligt indrettet.
Det store 250 kvm fælleshus er ejet af os alle m. 1/22 pr. hus. Det samme er vores grund.
Fælleshuset (Ledavej 81) rummer:
- Kælderplan m. viktualierum, gymnastiksal, sauna, vaskeri.
- Stueplan m. fællesstue/spisestue til max. 100, storkøkken og sofahjørne med dagens aviser, internetadgang og tv.
- Overetage m. klubværelser (lejes ud til fraflyttende BiG-børn, studerende og andre værdigt trængende ).
Økonomien i BiG
Hvert hus – sin private økonomi.
Ejerlavet Bofællesskabet i Gug (BiG) vedtager hver marts på generalforsamlingen et budget,
der regulerer fællesskabets indtægter og udgifter. Økonomiens grundsten er:
- kontingent pr. voksen (udgifter til drift af fælleshus, -aktiviteter, -værksteder og –arealer)
- forbrugsafgifter pr. hus (vand, varme og renovation delt på 22 huse efter en fordelingsnøgle).
Afregnes i BiG-regnskabet med månedlig a’conto indbetaling.
Fællesspisning betales efter forbrug (gennemsnitspris pr. måltid er kr. 25,- for voksne, ½ pris for børn),
og afregnes i Madregnskabet månedligt.
Vaskeregnskab opgøres pr. vask (ca. kr. 5,-) og betales kvartalsvis til Vaskeheksene.
Grøntsagsordningen (fælles indkøb og herefter fri forbrug af øko-grøntsager) afregnes pr. voksen
over Madregnskabet.
Ejerlavet BiG har stiftet Foreningen Møgelhøj, som gennem lån fungerer som økonomisk sikkerhedsnet
for BiG og medlemmer i ejerlavet.
Fællesspisning
Madplanen i Fælleshuset regulerer Fællesspisningen. Der er mulighed for fællesspisning hver dag, hele året.
Ofte er vi 12-15 spisende, nogle gange over 30 og ind imellem aflyses fællesspisningen.
Muligheden for fællesspisning udnyttes ved at:
1. Bofællerne skriver sig på som kokke på Madplanen og skriver på planen, hvad menuen er.
2. Kokkene vælger selv menuen, blot er torsdag ”grøn mad” og fredag er ”weekend mad”.
3. De bofæller, der ønsker at spise fællesspisning, skriver sig på Madplanen senest kl. 19 dagen før.
4. Kokkene tæller antal spisende op, køber ind, laver mad, serverer, vasker op og rengør køkken.
5. Spisende møder op, spiser, hygger og bliver kun så længe de selv vil.
6. Søndag-onsdag spises kl. 18, torsdag-lørdag spises kl. 18.30.
7. Madplanen og Madregnskabet gøres op hver måned pr. hus, og på Opslagstavlen ses dels det økonomiske mellemværende og hvor ofte hvert hus forventes at lave mad i den kommende måned.
8. I det tilfælde, der ikke er kokke og/eller spisende, aflyses Fællesspisning uden varsel.